Norna Playgrounds vil bidrage til vild natur i erhvervspark

En lille virksomhed i Horsens Kommune vil gøre en forskel for naturen og biodiversitet. Norna Playgrounds bryder med den traditionelle, veltrimmede græsplæne og lader i stedet naturen regere frit.

“Vi kan ikke redde hele verden, men man skal jo starte et sted. Vi tager ansvar og starter med os selv,” indleder Peter Bjerregaard, direktør for Norna Playgrounds, om projektet. 

Projektet omhandler et 9.125 kvadratmeter stort areal, der tidligere var en juletræsplantage. Nu vil området stå vildt hen og invitere en mangfoldighed af natur ind i erhvervsparken i Brædstrup. Norna Playgrounds udvikler legepladser og legeredskaber til det professionelle marked.

Fra juletræer til vild natur

Den tidligere juletræsplantage forvandles nu til et biodiversitetsanlæg. Arealet bliver Norna Playgrounds’ bidrag til kampen mod vores presserende biodiversitetskrise.

En stor del af Danmarks vilde dyr, planter og svampe er i fare for at uddø. Knap 400 arter er allerede forsvundet, og mange flere er truet. ”Vi må alle bidrage til at vende denne udvikling,” siger Peter.

Norna Playgrounds drone billede fra luften
Norna Playgrounds, erhvervspark i Brædstrup, DK

Let it bee

Let it bee A/S er et firma sat i verden for at arbejde med og implementere biodiversitet, med livslang viden og kompetencer fra flere brancher.

For Let it bee handler det om at gøre det nemt at arbejde med biodiversitet. De har i samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus, sammensat frøblandinger med hjemmehørende arter, der skal bidrage til genskabelsen af oprindelig dansk natur. 

”Det er i stigende grad vigtigt, at vi kan dokumentere vores bæredygtighed og ansvarlighedspolitiske tiltag. Det at Let it bee tilbyder en certificeret plug-and-play-løsning var altafgørende for os,” fortsætter Peter Bjerregaard.

Bæredygtighed og ansvarlighed

Biodiversitetsanlægget er blot et af flere tiltag, som Norna Playgrounds har taget for at gavne klima og miljø.

”Bæredygtighed går på tværs af hele virksomheden. Vores træ og fabrik er FSC®-certificeret, men vi stopper ikke der,” fortsætter Peter.

I 2022/2023 etablerede virksomheden 316 kvm solceller, og i 2022 anlagde Norna Playgrounds et omfattende jordvarmeanlæg. Det betyder, at virksomheden i dag er selvforsynende med varme og har opnået en betydelig CO2-reduktion.

Til gavn for både dyr, planter og mennesker

“Vi vil gerne vise ansvarlighed over for den verden, vi lever i, vores nuværende fokus er på nærmiljøet og naturen. Biodiversitetsanlægget i vores baghave vil ikke blot gavne insekterne og plantelivet i området. Alle på fabrikken og kontoret ser også frem til at nyde arealet. At afholde gående møder får en helt ny dimension,” afslutter Peter Bjerregaard, direktør for Norna Playgrounds.